Henrik Ibsens skrifter

​Deres meget ærede skrivelse af 9. dennes modtog jeg idag og vil ikke opsætte med at besvare samme.

Da jeg erfarer at indbetalingen af ​teatrets samlede gæld til mig vilde berede direktionen særlige vanskeligheder, så erklærer jeg mig herved villig til at eftergive de resterende 250 kroner, hvorved altså ethvert pekuniært mellemværende mellem teatret og mig til dato er at betragte som op- og afgjort.

Intet skulde være mig kærere end om jeg så mig i stand til i højere grad at lette teatrets udgiftsbudget. Men jeg må bede erindret at jeg for den væsentligste del er ​henvist til at leve af de honorarer, der tilflyder mig fra de skandinaviske lande. I udlandet, navnlig i Tyskland, står de norske dramatiske forfattere udenfor lovens beskyttelse, ​eftersom regering og storting ikke har tænkt på at afslutte literære konventioner.

Skulde statsmagterne engang ​finde sig beføjet til at erstatte os en del af de store tab, vi derved har lidt og fremdeles lider, ved at ​forhøje vore digtergager, så vilde der naturligvis åbnes os en mulighed for at nedstemme vore fordringer lige over for de hjemlige teatre. Men dermed har det desværre nok lange udsigter.

I håb om at vi fra begge sider må få glæde af ​ «Vildanden»s opførelse på Bergens teater, og med alle gode ønsker for den nationale scene tegner jeg mig